​​Vedtægter for Bjerringbro Kabelnet

Navn og hjemsted

§ 1

1. Foreningens navn er Bjerringbro Kabelnet.

2. Foreningens adresse er 8850 Bjerringbro.

3. Foreningens forsyningsområde er Bjerringbro by, Bjerring by samt Hjermind by.

Formål

§ 2

1. Foreningens formål er primært, at eje og drive fællesantenneanlæg for modtagning og distribution af radio- og Tv-programmer. Sekundært at tilbyde sådanne særlige tjenester, som til enhver tid kan udbydes via kabelanlæg, når gældende offentlige forskrifter og lovgivning er overholdt.

2. Udbud af særlige tjenester via kabelanlægget kan foretages af foreningen selv eller overdrages til tredjemand.

Medlemmer

§ 3

1. Enhver, som er tilsluttet foreningens fællesantenneanlæg, er automatisk forpligtiget til at være medlem af foreningen, og til at betale det til enhver tid gældende kontingent.

2. Enhver, som bor i foreningens forsyningsområde, jf. § 1, kan begære sig tilsluttet foreningens fællesantenneanlæg mod at betale det gældende normale tilslutningsbidrag, der forudsætter, at forsyning umiddelbart kan finde sted uden udbygning af anlægget. I modsat fald foranstalter foreningen mulighederne for fornøden udbygning undersøgt. Udgifter til fornøden udbygning afholdes af den/de parter, der begærer udbygningen. Ved tilslutning i forbindelse med byggemodning af nye områder bør anlægsudgifterne betales af den, der forestår byggemodningen.

3. Særlige tjenester jf. § 2 kan medføre særlige tilslutnings- og driftsbidrag, men skal være af en sådan beskaffenhed, at de ikke virker belastende på det normale kontingent, der anvendes i forbindelse med foreningens primære formål.

Kontigent - Forpligtelser - Hæftelse - Restancer

§ 4

1. Der opkræves hos medlemmerne et årligt kontingent pr. husstand til bestridelse af omkostningerne ved foreningens drift og vedlige- holdelse.

2. Kontingentet fastsættes hvert år på generalforsamlingen for det løbende regnskabsår.

3. I tillæg til kontingentet opkræves tillige hos den enkelte husstand de beløb, som følger af de ydelser husstanden har valgt at modtage fra foreningen.

4. Ved indmeldelse i foreningen skal der udleveres et sæt vedtægter samt takstblad og retningslinier til nye medlemmer.

§ 5

1. Medlemmerne er pligtige til at tåle, at forbindelseskabler, forstærkere og standere placeres ved eller på deres ejendom uden betaling fra foreningens side.

2. Medlemmerne afholder selv udgifterne til udbedring af de skader, de måtte påføre forbindelseskabler, forstærkere og standere, der findes på deres ejendom. Det samme gælder, hvis medlemmet påfører skader på foreningens ejendom uden for egen ejendom.

3. Det er forbudt medlemmerne selv at foretage eller lade foretage indgreb eller ændringer af anlægget eller dele heraf. I tilfælde af misbrug kan bestyrelsen staks afbryde forbindelsen samt retsforfølge overtrædelsen.

4. Foreningen har til enhver tid - efter forudgående aftale, eller ved fogedens mellemkomst - ret til at kontrollere foreningens ejendele og medlemmernes installationer med henblik på konstatering af vedligeholdelsesstandard og af, at installationerne overholder foreningens retningslinier herom.

§ 6

1. Foreningen er eneste ansvarlige ejer af fællesantenneanlægget. Foreningens ejerskab består til og med første stikdåse i ejendommen.

2. Foreningen hæfter kun for sine forpligtigelser med den af foreningen til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

§ 7

1. Betales kontingent samt ydelser ikke rettidigt, sender bestyrelsen en rykkerskrivelse, for hvilken medlemmet kan pålægges gebyr. Såfremt beløbet efter påkrav tillige med gebyret (dvs. enhver ham påhvilende forpligtigelse) ikke er betalt senest 14 dage herefter, kan bestyrelsen overgive sagen til inkasso og lade medlemmets tilslutning til anlægget afbryde. Ved manglende betaling, har bestyrelsen ret til at ekskludere medlemmet.

2. Genindmeldelse efter eksklusion kan kun ske mod indbetaling af det skyldige beløb samt et vederlag til dækning af udgifterne ved afbrydelse og gentilkobling af anlægget.

Fraflytning - Udmeldelse

§ 8

1. Ved ejerskifte kan den nye ejer indtræde som medlem, såfremt der intet udestående er mellem foreningen og det tidligere medlem. Skyldig restance eller nyt tilslutningsbidrag skal betales før medlemskabet træder i kraft.

2. Det er den tilflyttendes eget ansvar at meddele skiftet.

3. Ved flytning indenfor foreningens område, kan det indbetalte tilslutningsbidrag samt medlemskab bibeholdes mod at der betales gebyr for flytning af tilslutningen.

4. Ethvert medlem kan udmeldes af foreningen med 3 måneders skriftlig varsel til et regnskabsårs udløb.

5. Ved udmeldelse er medlemmet ikke berettiget til at få nogen andel af foreningens formue udbetalt eller på anden vis overdraget som sin.

6. Medlemmer, der ved tinglyste deklarationer er pligtigt tilsluttet fællesantenneanlægget, skal ved en udmeldelse dokumentere, at den pligtige tilslutning ikke længere er gældende. Dokumentation herfor, dvs. nye tinglyste deklarationer på ejendommen, skal foreligge sammen med den skriftlige udmeldelse.

Generalforsamling

§ 9

1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

§ 10

1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.

2. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel i Bjerringbro Avis, med angivelse af dagsorden, samt tid og sted for generalforsamlingens afholdelse. Regnskabet skal ligge til gennemsyn på foreningens kontor 8 dage før generalforsamlingen.

3. Indkaldelsen skal indeholde indkomne forslag samt hvilke bestyrelsesmedlemmer der er på valg.

4. Indkomne forslag til dagsordenens punkt 4, skal med navns underskrift være bestyrelsen i hænde senest 15. februar.

5. På såvel de ordinære samt ekstraordinære generalforsamlinger kan der kun træffes afgørelser om emner, der er optaget i den offentliggjorte dagsorden.

6. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent.
  • Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år og planer for det kommende.
  • Forelæggelse og godkendelse af regnskab.
  • Eventuelle forslag fra bestyrelse og medlemmer.
  • Behandling af budget og fastsættelse af kontingent samt godkendelse af bestyrelsens honorar.
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant.
  • Valg af revisionsfirma.
  • Eventuelt.

§ 11

1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder anledning dertil eller når en generalforsamling har bestemt det.

2. Ligeledes kan medlemmerne begære ekstraordinær generalforsamling, når min. 10% skriftligt udtrykker ønske om det med angivelse af hvilke punkter der ønskes behandlet.

3. Ekstraordinær generalforsamling varsles med mindst 14 dage, og skal afholdes senest 40 dage efter at begæringen er modtaget.

§ 12

1. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindelig stemmeflertal. Såfremt 5 medlemmer forlanger det, skal afstemningen være skriftlig. Dirigenten har til enhver tid ret til at forlange skriftlig afstemning.

2. Til foreningens tillidsposter (bestyrelse, suppleanter mv.) kan kun vælges medlemmer der er tilstede på generalforsamlingen, eller som skriftligt har givet sit samtykke til hvilken post man modtager valg til.

3. Til vedtægtsændringer og foreningens opløsning kræves dog, at mindst 2/3 af medlemmerne er mødt op og at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget. Er der mindre end 2/3 af medlemmerne mødt op, men mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget, afholdes ny generalforsamling iht. § 11 stk. 1 og 3, hvorefter forslaget kan vedtages med almindelig stemmeflertal, uanset hensyn til antal fremmødte.

4. Bestyrelsen sørger for, at der føres protokol over generalforsamlingen. Protokollen underskrives af referenten og af dirigenten.

Bestyrelse

§ 13

1 .Bestyrelsens medlemmer og suppleanten vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. I lige årstal afgår 2 medlemmer og i ulige årstal afgår 3 medlemmer. Genvalg kan finde sted.

2. Bestyrelsen konstituerer sig selv.

3. Bestyrelsen har ansvaret for foreningens ledelse samt for den daglige drift og administration.

4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsen og enten formand eller næstformand er tilstede. Alle beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal. Står stemmerne lige, afgør formandens eller i dennes forfald næstformandens stemme udslaget.

5. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. Mødet ledes af formanden og i dennes forfald af næstformanden. Suppleanten skal indkaldes til hvert bestyrelsesmøde, og har ret til at overvære disse, men har ingen stemmeret.

6. Der føres protokol over forhandlingerne af foreningens sekretær. Protokollen godkendes og underskrives på næstfølgende bestyrelsesmøde.

7. Såfremt antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanten er indkaldt kommer under 3, er bestyrelsen forpligtiget til at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med valg af de manglende bestyrelsesposter på dagsordenen.

8. Der ydes honorar til bestyrelsen. Det årlige honorar godkendes af generalforsamlingen. Bestyrelsesmedlemmernes udlæg dækkes efter regning og iflg. statens takster.

9. Bestyrelsen er berettiget til, under ansvar over for generalforsamlingen, i fornødent omfang at ansætte personale til drift og vedligeholdelse. Bestyrelsen fastsætter selv forretningsorden for såvel bestyrelsens arbejde, samt udarbejder retningslinier og kompetenceplaner for personalet og den daglige drift.

Regnskab og Revision

§ 14

1. Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.

2.Foreningens regnskab revideres af et statsautoriseret eller registreret revisionsfirma. Revision finder sted én gang årligt efter regnskabets afslutning. Revisionsfirmaet vælges af generalforsamlingen for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted. I tilfælde af forfald, er bestyrelsen forpligtiget til at udpege et nyt revisionsfirma.

Takstblad

§ 15

1. Bestyrelsen forelægger hvert år til generalforsamlingens godkendelse forslag til årets kontingent samt et takstblad med mindst følgende indhold:

  • Kontingent.
  • Takster for programleverance for de forskellige pakkeløsninger som tilbydes.
  • Offentlige afgifter, bla. Coda samt Copy Dan afgifter.
  • Tilslutningsafgift for nye medlemmer.
  • Betaling for lejetilslutninger.
  • Gebyr for for sen betaling af kontingenter og andre ydelser.
  • Gebyr for fra/tilkoblinger af medlemmer, der har fået afbrudt tilslutningen.

Tegning af forening

§ 16

1. Foreningens hæftelse. Se § 6 stk. 2 og 3.

2. Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formandens eller næstformandens. Ved låneoptagelse samt etablering af driftskreditter, køb og salg af fast ejendom, kræves dog altid underskrifter af samtlige bestyrelsesmedlemmer.

3. Der kan meddeles enkeltpersoner prokura.

4. Bestyrelsen er bemyndiget til, at tilvejebringe til driften de nødvendige tekniske midler, ligeledes er bestyrelsen berettiget til at optage lån og etablere driftskreditter i nødvendigt omfang.

5. Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel overfor myndigheder som overfor private.

Vedligeholdelse

§ 17

1. Bestyrelsen sørger for, at anlægget holdes ved lige, og at det forsikres i det omfang, bestyrelsen finder nødvendigt.

2. Bestyrelsen skal sikre at den fornødne tekniske dokumentation af anlægget er til stede og løbende vedligeholdes.

3. Bestyrelsen skal sikre at foreningen er tilsluttet Aftalen for Fællesantenneområdet, AFO.

Udvidelse

§ 18

1. Bestyrelsen kan beslutte at igangsætte udvidelser af anlægget til nye områder, såfremt udvidelsen på kortere sigt skønnes rentabelt.

2. Sammenlægning af antenneanlægget med antenneanlæg tilhørende anden ejer samt etablering af fælles signalforsyning med bredbåndskabelanlæg tilhørende anden ejer må kun gennemføres efter at være vedtaget på en generalforsamling. Der skal i indkaldelsen være redegjort for forslaget, der skal optages som et selvstændigt punkt på dagsordenen.

Opløsning

§ 19

1. Foreningens virksomhed ophører, såfremt anlægget nedlægges, eller hvis det besluttes, at foreningen skal indgå i en anden forening.

2. Likvidation eller ophør af foreningen kan kun ske efter beslutning på en generalforsamling og med stemmeflertal som angivet i § 12 stk. 2.

3. Er likvidation besluttet skal foreningens formue anvendes til dækning af eventuelle forpligtigelser.

4. Eventuelt overskud, efter at alle foreningens forpligtigelser er dækket, fordeles ligeligt mellem de på ophørstidspunktet værende medlemmer.

5. På den generalforsamling, hvor endelig ophævelse sker, vælges et likvidationsudvalg på 3 medlemmer, der skal forestå foreningens afvikling.

Slutbemærkning

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling.

Download vedtægter.

​Bjerringbro Kabelnet

Brogade 19

8850 Bjerringbro

Telefon tid: Man-Ons 08.00 - 10.00

Kontortid: Tirsdag 08.00 - 12.00

Torsdag 13.00 - 17.00

​​Telefon: +45 69 80 60 80

E-mail: info@bknet.dk 

​CVR: 26914396